Mig og min Krop.

Jeg syntes oprigtigt at kurvede kvinder er de smukkeste! Jeg bliver aldrig, og  har aldrig haft lyst til at være en str. 38 (ikke dermed sagt at slanke kvinder ikke er smukke!).
For mig handler det ikke om vægt eller størrelse, men hvordan jeg har det i min krop.

Jeg har har været heldig med mine propotioner (jeg har timeglasfigur og store bryster) og jeg ved hvordan jeg skal klæde mig, for at få det bedste ud af min figur.
Jeg har derfor altid spillet på mine fortrin i stedet for mine mangler, og har altid kun fået ros for dette. Jeg har en forholdsvis god selvtillid og er meget udadvendt og flirtende anlagt. Jeg tror på kvinders power, med andre ord jeg er en valkyrie, en amazone, stolt af at være og ligne en kvinde!

MEN!
For som bloggen lover har jeg tænkt mig at være hudløst ærlig, for der er et men.
Jeg har også dage med akut acne, dårligt hår og hvor jeg føler mig så kloset og grim, at det hælder mod social fobi. Og som så mange andre kæmper jeg også med vægten (de sidste 15-20 kilo der vil ændre mit liv).

Jeg lovede dig den grimme sandhed her er den:
For tre år siden nåde jeg et nulpunkt, vægten ramte 115kg og jeg var ikke længere glad.
Den dag tog jeg en beslutning, nu var det slut!!! Slut med overspisning, slankekure og selvhad. Jeg var blevet mor til 3 børn på 6 år (to af dem inden for de sidste to år) og min krop var ødelagt, jeg var ødelagt. Jeg var lykkelig for mine unger,  men jeg var flyttet langt væk fra hele mit netværk og undervejs havde jeg mistet mig selv, og alle andre føltes det som om.

Jeg havde ingen at tale om det med, for jeg klarer mig selv, det har jeg altid gjort. Jeg er stærk, men ikke stærk nok til at bede om hjælp. Jeg har et muntert sind, men det gør også at folk forventer jeg er glad (eller måske er det bare mig), så  når jeg er ked af det trækker jeg mig bort fra andre, jeg passer på mig selv. Jeg viser helst ikke svaghed, for det er noget af det jeg er aller mest bange for; at folk skal opfatte mig som svag. Men når jeg ikke lukker andre ind, bliver jeg heller ikke lukket ind. Så ja, jeg er stærk og jeg er ensom, men ikke trist, for mit glade sind lader mig heldigvis ikke have ondt af mig selv for længe.

Så jeg tog en tudekiks tørrede øjnene og lagde mine vaner om. Ikke flere slankekurer, men sund mad og motion (og lidt selvudvikling på sidelinjen).
Jeg har erkendt at det kommer til at tage laaaaaaang tid, men jeg vil nyde prosessen, have mig selv med hele vejen. For det handler om hvilken mad, hvilke tanker og hvilke følelser jeg putter i min krop. Hvad jeg gør for min krop og ikke ved min krop. At jeg er tilstede i min krop og kan mærke den, og herigennem mig selv, hvad jeg vil og  ikke vil her i livet.

For det meste går det godt, men nogen gange falder jeg i et hul og det kan være svært at komme op, men jeg bliver ved.
Det handler alt sammen om overskud, om en negativ eller positiv spiral. Nogle gange bliver jeg vred på mig selv, hader at jeg ikke bare kan tage mig sammen, at jeg er svag. Andre gange overvejer jeg om det er det værd, mit liv er jo godt som det er.

Men jeg vil have mere!!!!
For jeg vil ikke bruge mit liv på at være min egen værste fjende, jeg vil være min egen bedste ven! For alt den negativitet jeg tilføjer mit liv, fører ingen vegne!  Jeg vil derimod skabe det liv jeg ved jeg har fortjent.

Så jeg hopper i det lækre tøj, svinger med håret og strutter med barmen! Fordi 15-20 kilo for meget er ikke hvem jeg er. Jeg kan stadig få mænd til at vende sig på gaden og min mand til at miste pusten. Hvis jeg skal sige det selv så syntes jeg sku’ jeg er lækker! Nu nyder jeg både håndlavede flødeboller og gulerødder, for jeg har sat mig for, at mit liv skal være sjovt.

Der skal være plads til ikke at være perfekt, for i det store hele er verden sku’ ligeglad med mine 15-20kg.

Hvordan har du det med din krop?

Kærligst Ditte

Kommentarer

kommentarer