I dag har jeg grædt og råbt af min ADHD

adhdbrowser

Lige i dag der hader jeg min ADHD/ADD *(se definition nederst i indlægget)!! Jeg føler mig som et gidsel i min egen krop, eller af min egen hjerne. Jeg kan ikke fastholde min opmærksomhed og komme igang med mine praktiske gøremål. Jeg laver 1000 overspringshandlinger og holder indre monologer med gode argumentationer for, hvorfor jeg kan tillade mig, eller faktisk nærmest burde blive i sengen og lave ingenting.
Jeg prøver desperat at slippe fri af sengen og ADHD’ens greb, udtænker udførlige flugtplaner, alt i mens timerne glider forbi og jeg bliver mere og mere frustreret. Enkelte af mine flugtforsøg lykkes, men hurtigt bliver jeg trukket skrigene og sparkene tilbage igen. Jeg vil jo ikke det her! Hvorfor saboterer jeg så mig selv?

Jeg har tons vis af ting jeg skal ordne, jo flere opgaver jeg kommer bagud og jo flere mennesker der stiller krav til mig – jo mere har jeg lyst til bare at gemme mig fra det hele og være helt alene.
Det tager enormt meget energi at være i krig med sig selv, nogle gange bliver jeg helt fysisk kørt træt og også så psykisk udmattet, at jeg får lyst til at give op (Men samtidigt kan jeg høre mig selv skrige inden i, kæmp for de ting du ønsker i livet! For hele tiden er der en lille del af mig, der aldrig vil give op og som VIL have en hverdag der fungere! Lige meget hvad mine diagnose siger!

Jeg kalder det ADHD/ADD*hullet, fordi det altid føles som at side på bunden af et hul, mens alt det jeg gerne vil er lige oppe over mig. Og alligevel kravler jeg ikke op, men ligger bare på bunden og bebrejder mig selv. ADHDhullet laver også huller i ens kalender, dage der bliver revet ud og mistes, mens jeg løber rundt om mig selv i cirkler og min too do liste bliver længere og længere. Hvilket opleves som en hele tiden stigene alarmtone i baghovedet, med tilhørende panik. Når jeg har de her dage, hvor jeg ikke kan få lavet noget som helst målrettet, ved jeg ikke om jeg bare skal give op og tage dem som en tiltrængt ferie? Men de føles ikke som ferie, de føles som frihedsberøvelse! De dage har min ADHD mig i et kvælertag og jeg ved aldrig hvor længe hun har tænkt sig at holde mig nede? Om det er minutter, timer eller dage? Det eneste jeg ved er at det altid har en pris, og at jeg må betale med mængder af energi, mistede muligheder og andres skuffede følelser, før hun giver slip.
Nogle gange kæmper jeg imod med alle mine kræfter, trækker kampen ud ved at brydes med hende, indtil jeg ikke har flere kræfter og må banke i måtten. Andre gange lader jeg mig blive slap og venter, når hun ved hun er stærkest, slipper hun mig hurtigere. Ofte er kampen derfor ikke med hende, men med mig selv, fordi jeg skal afgøre om jeg vil kæmpe, eller give op.

Skammen, Magtesløsheden og ydmygelsen er det værste.

Her til formiddag blev jeg så frustreret over ikke at kunne komme igang og ud af døren (jeg er ikke kommet afsted til mit kontor de sidste 3 dage, selv om det var planen og selv om jeg virkeligt gerne vil afsted ) eller i det mindste igang med nogle af alle de huslige pligter der har hobet sig op, de sidste par dage mens min ADHD har været slem. At jeg højt råbte af min ADHD; GIV NU SLIP FOR HELVEDE!!! Og tog en dobbelt dosis af min medicin, mens jeg hulkene forsøgte at sluge mine piller, så jeg kunne komme op af det her hul.

Jeg var så vred på min ADHD, vred på mig selv over at side fast – og flov, noget så frygteligt flov! Flov over alle de mennesker jeg skuffer og ikke mindst flov over at være min egen værste hindring.

  • Flov over min julekalender på bloggen der gik i stå. Selv om jeg har poser med ting at give væk, som fylder i min stue. Alligevel kan jeg ikke tage mig sammen til at trække en vinder af 1. december, og i dag er det d. 14! Jeg kan bare se dagene blive revet ud af kalenderen, mens min ADHD griner mig hånligt lige op i ansigtet.
  • Flov over at jeg ikke tør læse brevene i min E-boks, fordi jeg aldrig kan få gjort de der voksen ting, som man SKAL gøre, Som jeg altså bare ikke kan administrere som andre voksne mennesker, eller bare har fået gjort  forkert. Så jeg forventer altid at nogen opdager min fejl og himlen falder ned. Jeg prøver at narre mig selv ved at sige jeg lever i lykkelig uvidenhed, men jeg er jo netop ikke uviden om det evige fare element, og fornemmelsen af at tæppet kan blive hevet væk under mig hvert sekund (og at det er helt min egen skyld), gør mig bestemt ikke lykkelig.
  • Flov over ikke at kunne give noget så simpelt, som en ordentlig pakkekalender til mine børn. Jeg drømte om 24 pakker, hængt fint op på væggen. Og at give børnene forventningens glæde i hele december, når de kiggede på alle pakkerne til dem. I virkeligheden blev det til at jeg hver dag når børnene er gået i skole, må pakke en kalendergave ind til dem, fordi jeg hverken fik handlet eller pakket dem ind i ordentlig tid. Nogle dage har jeg helt glem det og så har de måttet spørge om de fik en pakke. I dag er jeg løbet helt tør for gaver.
  • Flov over at mit hjem det roder.
  • Flov over alle de vigtige ubesvarede arbejdsmails i min indbakke.
  • Flov over mit fedtede hår og at jeg ikke har været i bad, eller har gidet tage ordentligt tøj på.
  • Flov over at mine to mindste børn har haft de samme underbukser på i 3 dage, fordi jeg bliver ved med at glemme at vaske tøj – eller vasker det forkerte (av det er den værste)!
  • Osv. listen er lang!

Har du prøvet at drømme at der var noget MEGET vigtigt du skulle huske? Pludselig er du i skole og alle peger og griner af dig. Hvor efter du kigger ned af dig selv og til din skræk opdager, at du har glemt at tage bukser på! Sådan er det at have en opmærksomhedsforstyrrelse!! En ting er at jeg meget vel kunne glemme at tage bukser på og at hvis det skete ville jeg være den første til at lave en joke om det OG være den der grinede aller højest af det!
Men indeni ændre det ikke følelsen af at være konstant uforberedt, ikke at slå til og at have svært ved at fuldføre selv de simpleste opgaver. Hver dag at skulle forholde sig til sin egen skam, over ikke at være god nok! Og at ALLE kan se jeg “ingen bukser har på” sådan føles det at være kvinde med ADHD/ADD

Så i dag brød jeg sammen, i dag græder jeg, noget jeg ellers aldrig gør! Jeg ruller mig sammen til en kugle og holder op med at kæmpe. Jeg er for træt af at kæmpe, til at kæmpe! I dag giver jeg mig selv lov til at være ked af det, til at græde højlydt over de udfordringer ADHD’en giver mig. Tid til at sørge over de konsekvenser det har. Jeg gemme hovedet under dynen så min nabo ikke skal høre mig græde og håber  på at det vil gå over før børnene kommer hjem. For når kl bliver 2 og de kommer hjem fra skole, skal jeg forsøge at få styr på oprydningen, kæmme for lus, planlægge og lave mad, skrive ønskelister og forholde mig til det faktum, at jeg ikke har købt en eneste julegave, selv om jeg har brugt timer hver dag på at kigge gaver på nettet, men stadig ikke har fået købt nogen. På trods af at min mor ringer 3 gange hver dag og enten spørger til ønsker, eller rykker for gaver til alle ungerne, som jeg skal købe for hende.

Hvor svært kan det værre?????
Det er det eneste jeg ikke kan acceptere eller forstå; hvordan jeg et ellers intelligent og velfungerende voksent menneske, ikke kan planlægge eller overskue helt almindelige hverdags opgaver? Som så tydeligt ikke er svære for andre mennesker, at hverken huske eller udføre? Det må da være et spørgsmål om vilje – og hvis det er det hvorfor tager jeg mig så ikke bare sammen, der må da være noget galt med mig? og så er vi tilbage ved skammen og selvbebrejdelserne.

Fik jeg nævnt at det også er os der skal holde jul i år? Jep om 10 dage skal alle gaverne være købt, alt være handlet ind til julen, huset være rent og ryddet, maden være lavet og alt klar til gæster!
Jeg vil så gerne! Og jeg prøver alt jeg kan, men det ændre ikke på, at jeg aldrig helt gør det godt nok (efter mine egne, eller andres standarter)! Jeg når kun ting halvt, mister fokus, eller glemmer dem helt og derfor må jeg altid gå på kompromis med hvad jeg tror jeg kan, og hvad jeg helt praktisk får udført. Jeg er ligeglad med glansbillede julen, det perfekte rentgjorde og pyntede hjem (selv om jeg i hemmelighed drømmer om det, og håber på den hver eneste jul), for perfektion er uopnåeligt for mig, jeg må tage til takke med og nøjes med hvad min ADHD vil lade mig.
Alt jeg kan gøre er at prøve mit bedste og bare håbe det er godt nok til, ikke at se skuffelsen i mine børns øjne.

Så i dag ligger jeg i fosterstilling, giver efter for skuffelsen og græder, mens jeg venter på at ADHD’en giver slip og jeg kan kravle op af hullet. Så jeg måske hvis jeg er heldig, kan få vasket underbukser og tage nissen ned fra loftet.

Kærligst Ditte

PS: Nu er der ikke flere tårer (det hjælper altid at skrive, fordi det er den eneste måde jeg kan holde fast i mine tanker i mere en et par sekunder af gangen og på den måde blive klar over hvad det er jeg tænker og føler). Jeg har fået grædt ud og haft ondt af mig selv og nu er jeg ikke ked af det mere, bare vred! For er der noget som ingen her i verden skal såre eller true, så er det mine børn! Heller ikke min egen fuuuucking ADHD!
– The fight is back on bitch!!! Den her løvinde er ikke færdig med at brøle……..

*ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, som giver forstyrrelser i forskellige hjernemæssige funktioner, der blandt andet har med tænkningen at gøre. Bogstaverne ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Bogstaverne ADD står således for Attention Deficit Disorder, dvs. forstyrrelse af opmærksomheden, hvor H´et for hyperaktivitet er udeladt. ADD bruges således, når der overvejende eller udelukkende er tale om forstyrrelse af opmærksomheden. Betegnelsen ADD anvendes altså om den form for ADHD, hvor hyperaktiviteten er fraværende eller ikke så synlig – med andre ord ”den stille ADHD”.  Citat – adhd.dk 

(Du kan læse mere om ADHD/ADD HER)

Kommentarer

kommentarer